Uddannelse
Kompetenceudvikling
Rådgivende Fysioterapeuter er i gang med at lave et uddannelsestilbud for fysioterapeuter, der arbejder indenfor arbejdsmiljø-, forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet.
På sidste års generalforsamling blev det vedtaget, at bestyrelsen skulle arbejde for at udvikle et uddannelseskoncept, der skal kvalificere fysioterapeuters arbejde med arbejdsmiljø, forebyggelse og sundhedsfremme. Målet er at kunne tilbyde uddannelsesmoduler som kan supplere det årlige Ergonomiseminar og vores temadage samt moduler som kan give merit til diplomuddannelse og/eller andre videregående uddannelser.
Men hvad skal man kunne?
Vi fik mange gode ideer til uddannelsesmoduler vi kunne udbyde – men hvor skulle vi starte og begynde? Med inspiration fra DF´s faglige afdeling valgte vi, at gribe det an med at lave en kompetencebeskrivelse. Vi har derfor lavet en overordnet beskrivelse af, hvad man skal kunne for at arbejde inden for området. Heri har vi beskrevet, hvilke kvalifikationer man har som helt ny på området, som den mere rutinerede og som den erfarne fysioterapeut, der har opnået særlige kompetencer inden for et fagligt speciale.
Der er meget man skal kunne
Når man arbejder med arbejdsmiljø, forebyggelse og sundhedsfremme trækker man på en lang række kvalifikationer. Vi har valgt at kategorisere dem inden for 6 områder: fysioterapifaglig kompetence, læringskompetence, social- og samarbejdskompetence, pædagogisk kompetence, organisatorisk og administrativ kompetence og personlig kompetence. Man kan godt være på forskellige niveauer indenfor de forskellige kompetenceområder.
Uddannelse til alle
Med kompetencebeskrivelsen kan vi systematisk målrette kurser og uddannelsesmoduler til både de helt grønne og til de gamle garvede rotter.
Vi har bl.a. planer om at udarbejde en skabelon for uddannelsen så modulerne bliver standardiserede, meritgivende og kan supplere DF’s øvrige uddannelsestilbud på området – herefter håber vi på snart at kunne gå i gang med planlægningen af de første uddannelsesmoduler.